Dells højest placerede dansker, Henrik Thomsen, Vice President & General Manager, Western Europe, får udvidet ansvarsområdet.
Henrik Thomsen

Henrik Thomsen har siden 2009 været ansvarlig for salg til storkunder og det offentlige marked i norden plus en række europæiske lande. Ansvaret er nu udvidet med yderligere seks europæiske lande samt salget til mellemstore kunder i den samme region: Danmark, Norge, Finland, Sverige, Holland, Belgien, Luxemburg, Irland, Italien, Spanien, Schweiz, Østrig, Tjekkiet og Slovakiet.

Henrik Thomsen har været hos Dell siden 1998 og var i de første år ansvarlig for at etablere en række Dell start-ups, deriblandt Dells nordiske Home & Small Business kontor i København og Dells forretningscentre i Amsterdam, Bratislava og Casablanca. Tidligere har Henrik Thomsen haft base i Frankfurt, hvorfra han drev Dells forretning i Centraleuropa.

Dell har de seneste år transformeret sig fra PC- og server-leverandør til en væg-til-væg it-løsningsleverandør med både direkte og indirekte salg. Denne kurs fortsætter:

”Dell skal fortsætte med at markere sig som leverandør af samlede it-løsninger til erhvervslivet og den offentlige sektor. Dell er i dag langt mere end hardware. De senere år har Dell opkøbt en række virksomheder med banebrydende teknologi og know-how inden for bl.a. storage, datacenteroptimering samt software & services. Løsninger, der kan forenkle it ved at reducere omkostninger og kompleksitet for vores kunder, så de kan koncentrere sig om deres kerneforretning. Derudover har vi investeret i at opbygge en stærk partnerkanal, hvilket vi ser som en væsentlig vækstmotor for Dell i Europa,” siger Henrik Thomsen.

Til trods for, at der er lande i Henrik Thomsens nye region, der i særlig grad er ramt af den aktuelle økonomiske situation i Europa, er vækst på dagsordenen.

”Vi har oplevet fortsat vækst af vores europæiske forretning i det forgangne år. Så længe vi er i stand til at levere produktivitetsforbedringer og besparelser for vores kunder, forventer vi at fortsætte med at vokse i et afdæmpet marked. Kunderne skal opnå mere med mindre i det nuværende økonomiske klima, og her er relevante it-løsninger ofte en af nøglerne til succes.”

Henrik Thomsen startede i Dell for 14 år siden og har tilbragt størstedelen af sin karriere i it-branchen - de sidste mange år uden for Danmark, selvom basen har været i Danmark siden 2004.

”Dell har gennemlevet en utrolig udvikling i de 14 år, hvor jeg har været med. Medarbejderantallet er steget fra 14.000 til 110.000 i perioden, samtidig med en enorm vækst i bredden af vores produkter og ydelser, både organisk og i de senere år mere og mere gennem strategiske opkøb. Det ligger selvfølgelig til vores branche, men der skal alligevel en enorm omstillingsparathed og forandringsvillighed til, hvis man skal undgå at falde af i svinget. Det er det, der gør Dell så levende og dynamisk,” siger Henrik Thomsen.

Lysten og villigheden til forandring og dynamik bruger Henrik Thomsen desuden, når han skal læse drilske vinde på vandet som ivrig kapsejler. Henrik Thomsen er 55 år, og vand er heldigvis let tilgængeligt for ham, da han bor i havnebyen Dragør sammen med sin kone, som han har to store børn med.

Pressekontakt:
Julie Rosendal
Kommunikationschef
Julie_Rosendal@DELL.com
Tel: +45 32871349