Inklusion og diversitet er en grundsten i Dell Technologies

Hos Dell Technologies mener vi, at diversitet og inklusion er afgørende for vores succes. Derfor har vi flere forskellige initiativer, der skal drive udviklingen og at sikre, at alle ansatte oplever, at de bliver accepteret for den, de er. For i en koncern som Dell Technologies med ca. 160.000 ansatte globalt, kommer man på den ene eller anden måde til at møde mange forskellige kolleger med forskellige baggrunde.

Employee Resource Groups virker

Ét af vores initiativer er vores anerkendte og medarbejderstyrede Employee Resource Groups (ERG). Det er grupper, som arbejder for at skabe åbenhed og forståelse for de forskelligheder vi alle har. I Dell Technologies Danmark har Account Manager Lioba Brand siden 2019 været forperson for Pride-gruppen, som pt. består af 30 medlemmer.

Allerede under Liobas ansættelsessamtale blev hun gjort opmærksom på de forskellige diversitetstiltag hos Dell Technologies, og hun meldte sig kort efter hendes ansættelse ind i Pride-gruppen.

”Et firma kan sige meget, men det er deres handlinger, der viser, hvem de er. De forskellige ERG’er, herunder min egen Pride-gruppe, gør, at der er en stor inklusion. Jeg mener, at man kun kan yde sit allerbedste, hvis man kan være 100 procent sig selv. Derfor er det en befrielse for mig, at jeg ikke skal lægge skjul på noget og føle mig inkluderet af alle lige fra begyndelsen,” fortæller Lioba.

Obligatorisk træning skal fjerne fordomme fra start

Udover de forskellige medarbejdergrupper er Be The Change-træning  også obligatorisk for alle ansatte i Dell Technologies. Her bliver både ansatte og topledelse undervist i de fordomme, der nogle gange kan sætte en ubevidst barriere op for det, der er anderledes end én selv. Det er nemlig sundt at se tingene fra et andet perspektiv end man er vant til, og det er bestemt en af ingredienserne i vores succes hos Dell Technologies.

”Da jeg startede hos Dell Technologies, blev jeg, sammen med en række andre nyansatte, tilmeldt Be The Change-træning. Det overraskede mig meget, at der blev fokuseret så massivt på diversitet og inklusion fra starten, og det har uden tvivl haft en afgørende effekt på min trivsel,” forklarer Lioba.

Kollegernes rolle er afgørende

Det er vigtigt at huske, at vores diversitets- og inklusionstiltag kun fungerer, hvis vi betragter og behandler det som et fælles ansvar på tværs af organisationen. Derfor har vi i ledelsen også stort fokus på at implementere inklusionskulturen i alle grene af virksomheden, for vi ved hvilken afgørende rolle kollegerne har hinanden imellem. Det bliver bekræftet af Lioba, der siger:

”Man skal ikke undervurdere, hvor vigtige ens kollegaer er i forhold til om man føler sig inkluderet. Hos Dell Technologies er alle meget åbne, og derfor har det aldrig været et problem for mig at føle mig accepteret for den jeg er. Jeg tror, at mange undervurderer den rolle, de selv spiller, for det har gjort en kæmpe forskel for mig, at mit team og mine kolleger har mødt mig med så stor åbenhed. Jeg er imponeret over, hvor seriøst Dell Technologies tager diversitetsudfordringen, og det stammer helt fra topledelsen og har implementeret sig ned gennem organisationen. Det er fantastisk at være en del af,” fortæller Lioba, der ser frem mod flere aktiviteter sammen med hendes Pride-gruppe og resten af kollegerne fra Dell Technologies i Danmark:

”I år er det store pride-optog fra Frederiksberg til Københavns rådhus desværre aflyst på grund af COVID-19,  men jeg deler badges og nøgleringe i regnbuefarver ud til mine kolleger på kontoret i forbindelse med World Pride. Det er min drøm og håb, at jeg sammen med mine kolleger kan gå som en del af Copenhagen Pride næste år.”

Hvis du er interesseret i at læse mere om Dell Technologies’ diversitet og inklusionsaktiviteter, kan du læse mere her.

Om Dell Technologies Employee Resource Groups

I Dell Technologies opfordrer vi alle vores medarbejdere til at vise deres ’sande jeg’. Her spiller de forskellige ERG’er en vigtig rolle, da de er med til at skabe rammerne for inklusion og nedbryde fordomme. Der er i øjeblikket følgende lokale og internationale ERG’er: Asians in Action, Black Networking Alliance, Conexus, Family Balance, GenNext, Interfaith, Latino Connection, Mosaic, Planet, Pride, True Ability, Veterans & Supporters og Women in Action.

Om forfatteren: Christian Riise

Christian Riise er kommunikations- og marketingdirektør samt ESG-ambassadør i Dell Technologies Danmark. Han arbejder på tværs af både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere for at styrke Dell Technologies’ position på det danske marked.