Modernisering af pc-flåden i en AI-tid

Til oktober ophører supporten af Windows 10. Det kan både give hovedbrud og være en kærkommen anledning til at gennemgå og opgradere virksomhedens it-infrastruktur med fokus på fremtidige behov som f.eks. AI-anvendelse, datasikkerhed og bæredygtighed. Her er fem overvejelser, som it-afdelingen bør gøre sig.

Teknologiske udfordringer kommer ofte som ubehagelige og uventede overraskelser, hvor it-afdelingerne pludselig skal træde til med kort varsel. Men nogle gange er ændringerne faktisk til at forudsige – som f.eks. at supporten for Windows 10 ophører til oktober i år. I stedet for at anskue dette som en it-mæssig hovedpine, giver det faktisk virksomheder mulighed for at stoppe op og vurdere tilstanden af deres it-infrastruktur. Grebet rigtigt an er det en strategisk mulighed for at udnytte avancerede AI-drevne enheder, hvor det giver mening.

For at sikre en smidig overgang har jeg samlet fem nøgleområder, der kan hjælpe virksomheder med at opdatere deres it-infrastruktur effektivt.

1. Planlæg i god tid

En modernisering og opgradering på tværs af virksomheden kræver god forberedelse. Det første skridt er at skabe overblik over virksomhedens it-infrastruktur. Hvilke enheder kan med fordel opdateres – og hvilke skal udskiftes? En naturlig overvejelse er at opgradere til robuste AI-drevne pc’er – særligt for de maskiner, som ikke er kompatible med nye systemkrav.

Hvis virksomheder ønsker at beholde Windows 10 på eksisterende enheder, er det stadig en mulighed. Det kræver dog et betalt abonnement for fortsat at modtage sikkerhedsopdateringer – uden adgang til nye funktioner eller almindelig support.

2. Sørg for, at jeres enheder er gearet til AI

AI er for længst blevet en vigtig faktor for virksomhedernes konkurrenceevne. Ifølge en medlemsundersøgelse i Dansk Erhverv bruger to ud af tre (67 pct.) større virksomheder allerede AI, mens hver tredje (35 pct.) SMV’er har taget teknologien til sig. Jeg er ikke i tvivl om, at en vigtig faktor ved at modernisere og fremtidssikre virksomheder og deres forretning inkluderer AI-optimeret hardware.

Det giver dem nemlig mulighed for at udnytte den nye teknologi til lokal behandling af AI-opgaver uden at være afhængige af tung infrastruktur eller eksterne løsninger. På den måde kan virksomheder på en omkostningseffektiv måde udnytte AI-drevne funktioner som automatisering af arbejdsopgaver, hvilket kan være med til at øge produktiviteten.

3. Sikkerhed bør være førsteprioritet

En omfattende Dell-analyse viser, at 83 pct. af de adspurgte organisationer og virksomheder har været påvirket af sikkerhedsangreb inden for de seneste 12 måneder, primært fra malware, phishing og databrud. Her kan indbygget pc-sikkerhed være med til at reducere risici, men samtidig viser analysen, at det blot er fire ud af 10 adspurgte organisationer, der er helt enige i, at de prioriterer køb af teknologier eller applikationer med indbygget sikkerhed. Heri ligger der en stor mulighed for at øge it-sikkerheden.

De nyeste systemer er nemlig bygget med avancerede sikkerhedsfunktioner, der fungerer optimalt med opdateret hardware. Funktioner som sikker opstart, firmware-verifikation og virtualiseringsbaseret sikkerhed (VBS) er eksempler på teknologier, der beskytter både enheder og data, hvilket er en nødvendighed i en tid, hvor hybridarbejde og cloud-løsninger for længst er blevet normen.

4. Skab et produktivt og fleksibelt arbejdsmiljø

Arbejdspladsen er i forandring, og virksomheder, der fastholder forældede it-løsninger, kan opleve faldende produktivitet og medarbejdertilfredshed. Moderne computere bliver stadig mere avancerede, og AI-optimerede enheder kan automatisere rutineopgaver, forbedre samarbejdsværktøjer og give medarbejderne de nødvendige redskaber til at arbejde smartere.

Uanset om opgaven handler om at automatisere rutineopgaver eller maksimere computerkraften til dataanalyse, kan den rette teknologiske løsning bidrage til en langt mere smidig og produktiv arbejdsdag.

5. Tænk bæredygtighed ind i opgraderingen

Investering i nye it-løsninger kan virke omkostningstungt, men moderne enheder med længere levetid, lavere energiforbrug og færre vedligeholdelsesomkostninger giver faktisk langsigtede besparelser. Desuden kan fleksible finansieringsmodeller gøre det lettere at opgradere it-infrastrukturen uden store etableringsomkostninger. Ved at prioritere energieffektive løsninger kan virksomheder således både reducere driftsomkostningerne og bidrage til at nå deres bæredygtighedsmål.

Der er derfor ingen tvivl om, at overgangen til Windows 11 markerer en nødvendig forandring, men den behøver ikke at være kompliceret. Ved at kombinere teknologiske løsninger med en strategisk tilgang til sikkerhed, bæredygtighed og AI kan virksomhederne sikre, at de ikke blot følger med udviklingen – men også udnytter dens fulde potentiale.

Denne klumme blev bragt på Computerworld den 29. april 2025

Om forfatteren: Morten Dragsbæk Humlum

Morten Dragsbæk Humlum er Senior Advisor og Field Product Manager for Dell Technologies i Danmark. Her har han ansvar for at rådgive kunder med udgangspunkt i Dell Client Solutions Group, der omfatter hele virksomhedens brede pc-portefølje samt periferiudstyr og klientsoftware.